Større end Kildeparken
 
Af Lise Stenbro
 
AALBORG: Området, som kommer til at rumme den ny park bag Skelagergården, er i øjeblikket præget af bakker, stier og uopdyrkede marker. Det er cirka 17 hektar stort, og dermed bliver den færdige park næsten to gange så stor som Kildeparken.

Det afgrænses blandt andet af Bygaden ved Hasseris Enge og Sofiendalsvej, men der er - som allerede nævnt - også en del stier i området, og det skaber en række bindinger. Det manglende sti-forløb mellem Follingstien og overgangen til engdragene ved Bygaden skal nemligt helst indarbejdes i projektet.

Landskabsarkitektfirmaet Schønherr Landskab har udformet en rammeplan, som børnenes forslag skal indarbejdes i, og firmaet stiller også med to arkitekter, der kommer til at fungere som vejledere for børnene sammen med en række arkitektstuderende fra Århus og lærere og pædagoger på Sofiendalskolen.

- Men det er børnene, der kommer med indholdet. Vi har kun lavet sættekassen, forsikrer Karen Luise Høgsbro fra teknisk forvaltning.

Lagt på www.nordjyske.dk torsdag d. 11-08-2005 kl. 04:00
Børn skal bygge park til 12 mio. kroner
 
Klik for at se billedet i stort format...
Markerne bagved og syd for Skelagergården er både grønne og bakkede - men indtil nu er de ikke rigtigt blevet brugt til noget Foto: Jens Morten
Af Lise Stenbro
 
AALBORG: Basketbaner, huler, udendørs køkkener og små lunde, hvor unge og ældre kan hygge sig sammen. Rammerne er vide, når elever fra 27 klasser på Sofiendalskolen sidst på måneden går igang med en tema-uge, hvor de skal komme med forslag til, hvad der skal være i den ny park mellem Skelagergården og Sofiendalsvej.

Parken er led i et projekt , som skal gøre det mere attraktivt at bo i beton-karreerne, og pengene kommer blandt andet fra Socialministeriet, som har bevilliget 12 mio. kroner til forsøget.

- Det skal helst ikke kun være en park for beboerne i Skelagergården - men også for hele bydelen og landsdelen, siger landskabsarkitekt Karen Luise Høgsbro fra teknisk forvaltning.

Hun har som tovholder på projektet været med til at udarbejde de rammer, som børnene skal udfylde. Men det bliver helt op til dem selv, hvad er skal være i dem.

- Vi efterlyser ikke fine arkitekttegninger, men snarere en række abstrakte forslag, hvor fantasien får lov at blomstre frit, understreger hun.

Det bliver også børnene, der kommer til at stå som bygherrer på projektet, mens landsskabarkitekterne og de andre voksne kun skal fungere som vejledere. Og det er en helt ny rolle for mange.

- Det bliver selvfølgelig en stor udfordring, men vi glæder os også meget, for det er en helt ny og spændende måde at arbejde på, mener Karen Luise Høgsbro.

Hun understreger, at der selvfølgelig er visse rammer, som skal respekteres. Og de voksne vil også forsøge at guide børnene, så de ikke vælger forslag, som bliver alt for dyre eller besværlige at vedligeholde. Det er for eksempel ikke særligt hensigtmæssigt at holde dyr i området, for kommunen kan ikke afse personale til at passe dem.

- Men for 12 millioner kan man nå rimeligt langt. Så der bliver uden tvivl både råd til legeredskaber og skaterbaner, selvom vi også gerne vil have mere utraditionelle forslag, siger Karen Luise Høgsbro.

Andres ønsker
Arrangørerne af tema-ugen sørger blandt andet for, at børnene får en række inspirerende oplæg, og de regner også med at forklare dem lidt om andres ønsker og visioner for området.

- Som bygherrer skal de jo helst være i stand til at tænke på andre end sig selv, siger Karen Luise Høgsbro.

- De skal også kunne sætte sig ind i, hvad fru Jensen ønsker sig, og derfor har vi blandt andet foreslået, at de ældste elever tager ud og interviewer nogle af bydelens ældre, forklarer hun.

At det netop er blevet Sofiendalskolens elever, som skal komme med de første input til, hvad der kan være på det 17 ha. store areal er ikke helt tilfældigt. 50 pct. af børnene fra Skelagergården går nemlig på skolen, og der er også planer om at inddrage den sidste halvdel.

- Projektet kommer til at foregå over flere år, fortæller Karen Luise Høgsbro.

- Når børnene fra Sofiendalskolen er færdige, tager vi over, og i den forbindelse er der blandt andet nedsat en visions-gruppe, som består af folk og foreninger, som er vant til at arbejde med børnene i området, forklarer hun.

To gange Kildeparken
Etableringen af parken foregår i etaper, hvor arealet ud for Skelagergården bliver det første. Senere følger andre arealer, og der er plads nok at boltre sig på, for den endelig park bliver mere end to gange så stor som Kildeparken.

- Bebyggelsen og parken skal naturligvis spille sammen. Og der er også visse stiforløb, som vi bliver nødt til at respektere, siger Karen Luise Høgsbro.

- En del af området allerede bruges allerede som gennemgang, men det giver også visse fordele, for det betyder jo blandt andet, at folk er vant til at bruge det, mener hun.

Udover parken er der også planer om et nyt ressource-hus, og tovholderne håber også, at der vil være andre, som byder ind med gode ideer. Skal Skelagergården vende udviklingen er der nemlig brug for alle gode kræfter, og derfor samarbejder teknisk forvaltning ikke alene med Sofiendalskolen, men også med andre af bydelens foreninger og institutioner.

- Det er ret beset et samarbejde mellem Landsbyggefonden, Hasseris Boligselskab og fire af kommunens forvaltninger, forklarer Karen Luise Høgsbro.

- For vi skal selvfølgelig ikke kun forbedre de fysiske rammer - men også de sociale forhold i området, understreger hun.

Lagt på www.nordjyske.dk torsdag d. 11-08-2005 kl. 04:00

12 mio. til børnepark skal fjerne ghetto-problem
 

SLUM: Socialministeriet har afsat penge til et projekt, hvor børn og unge skal stå som bygherrer af en park
 
Klik for at se billedet i stort format...
- Der er en reel risiko for, at at afdelingen i de kommende år kan udvikle sig til et område med både tomme boliger og ghettoproblemer, lyder det i ansøgningen fra Hasseris Boligselskab og Aalborg Kommune. ARKIVFOTO
Anders Sønderup
 
HASSERIS: På den anden side af vejen ligger nogle af byens mest eftertragtede byggegrunde, men selvom udsigten over Limfjorden er er den samme fra Skelagergården - en afdeling under Hasseris Boligselskab med i alt 463 lejemål - er der alligevel problemer med at få lejet lejlighederne ud.

For trods beliggenheden er der mere ghetto end velhaverkvarter over Skelagergården. Et markant flertal af de voksne beboere er på overførselsindkomst og procentdelen af beboere, der har anden etnisk herkomst, er langt højere her end i resten af Aalborg. Både kommunen og Hasseris Boligselskab frygter, at det med tiden kan udvikle sig til et reelt ghettoområde med tomme boliger.

Derfor har Socialministeriet nu afsat et rammebeløb på 12 millioner kroner til et projekt, der skulle gøre det mere attraktivt at flytte ind i det nedslidte betonbyggeri fra 1974.

Pengene kommer fra en pulje på 100 millioner kroner, som Socialministeriet har afsat til belastede kvarterer i Danmark, og i ministeriet fandt de problemerne i Skelagergårdene så store, at en god del af pengene kommer til at gå til Aalborg.

Det vindende projekt bærer titlen: Byfornyelsesforsøg; Børn og Unge som bygherer - Skelager Børne og Ungdomsprojekt. Det er Aalborg Kommune og Boligselskabet Hasseris, der i samarbejde stod bag ansøgningen med det mål at gøre Skelagergårdene til et attraktivt kvarter for børnefamilier.

På et område ejet af Aalborg Kommune er det planen, at der skal anlægges en park, som områdets børn og unge selv skal planlægge og stå som bygherrer for. De unge skal være med til at træffe samtlige afgørelser i projektet - ifølge ansøgningen skal det at forholde sig ansvarligt til alle disse forhold være en læringsproces, hvor de unge både med dansk og indvandrerbaggrund får en praktisk indsigt i hvordan det danske samfund er opbygget med pligter og rettigheder.

Ikke millioner kontant
Hvad der helt præcist kommer ud af at lade børnene få ansvaret for op til 12 millioner kroner er dog uvist - børnene er nemlig ikke ikke blevet spurgt endnu, men i ansøgningen nævnes ting som BMX-bane, naturlegeplads og ridebane.

- Det er vi da glade for. Det kommer helt sikkert til at løfte området, at de fælles områder nu bliver i orden, siger direktør for Hasseris Boligselskab, Lars Brøndbjerg.

I boligselskabet er man også i gang med at udarbejde en plan for renoveringen af selve byggeriet.

Men om det er nok til at vende udviklingen er uvist.

- Det bliver et mere attraktivt kvarter, men der er mange faktorer, der afgør om folk vælger lejebolig. Vi er i hård konkurrence med de lavtforrentede lån, der gør det billigt at købe ejerbolig. Og hvad angår beboersammensætningen er det ikke noget, vi bestemmer over, siger Lars Brøndbjerg.

Skelagergården er den eneste afdeling af Hasseris Boligselskab, hvor der er tomme lejemål.

Ifølge selskabets hjemmeside er der bl.a. en ledig fireværelseslejlighed på 96 kvm. Den månedlige husleje er 4617 kroner.

Projektet i Hasseris er det projekt i puljen, der har fået tildelt det andet største rammebeløb. Kun Vejle har fået et større beløb. Men selvom der er afsat en aktivitetsramme på 12 mio. kr., så er det ikke sikkert, at Aalborg og boligselskabet får så mange penge.

- I første omgang er det en udmelding om, at der er en aktivitetsramme til rådighed, og den skal der så forhandles om, og efterfølgende skal der så laves et byfornyelsesprogram, der så skal godkendes af Hasseris Boligselskab og Aalborg Kommune, siger Keld Christensen, der er arkitekt i teknisk forvaltning.

Der er altså ikke tale om, at man får en check på 12 mio. kr., som man måske skulle tro.

- Det er ikke 12 mio. kr. i tilskud, det er en aktivitetsramme til projektet, hvor man så i ministeriet fastlægger refusionsprocenten altså tilskuddet til Aalborg Kommune, og det ved vi ikke så meget om endnu, siger Keld Christensen.

Lagt på www.nordjyske.dk onsdag d. 13-10-2004 kl. 04:00